|
May Day som Codex Alimentarius observatørPå fødevare- og kosttilskuds-området indstiftede World Health Organization (WHO) og Food and Agriculture Organization (FAO) i 1962 organisationen Codex Alimentarius Commission. Kommissionens opgave er at udarbejde globale standarder, retningslinier og anbefalinger for levnedsmiddellovgivning, og den har indtil nu holdt møder hvert andet år, men ændrer nu dette til hvert år pga. de mange dagsordenpunkter. May Day blev efter flere henvendelser til Fødevareministeriet af fødevareminister Ritt Bjerregaard berettiget til at være observatør ved Codex Alimentarius kommissionen (CA). På CAs 22. møde om ernæring og diæt-fødevarer deltog derfor på May Days vegne ernæringsfysiolog og kultursociolog Rachel Santini fra Dansk Institut for Folkesundhed (DIFF) og jeg i begyndelsen af juli 2000. Mødet foregik på det tyske fødevaredirektorat i Berlin, Tyskland og strakte sig i alt over 4 dage. 230 mennesker deltog, delt ligeligt op i mænd og kvinder. Størstedelen af de delegerede var ikke-folkevalgte regeringsrepræsentanter, over en fjerdedel repræsenterede industriinteresser og kun omkring ti var NGOer (Non Governmental Organization = organisation, der ikke repræsenterer en regering.), som repræsenterede regeringsuafhængige forbrugergrupper. Mindst en delegeret fra et hvert lands regering samt få industrifolk havde taleret, mens stort set ingen forbrugere havde taleret. Dagsordenen bestod af 14 punkter omhandlende bl.a. mærkningsbestemmelser, glutenfrie produkter, modermælkserstatning, børnemad, berigede ("funktionelle") fødevarer samt de berygtede retningslinier for vitaminer og mineraler, som så ud til langsomt at kunne bremse adgangen til kosttilskud globalt. Det skal lige nævnes, at omkring 1500 demonstranter samledes før mødet en hel dag i Berlin for at demonstrere for fri adgang til kosttilskud. På CA-mødets første dag samledes 1000 demonstranter – overvejende tidligere patienter, der nu havde fået det bedre pga at indtage kosttilskud – og der var taler af lægen Dr. Matthias Rath, som ledte demonstrationen, den norske forfatter og kosttilskudsforkæmper, Dag Viljen Poleszynski og den new zealandske heilpraktiker, Gene Sylvester Eagle-Oden, som talte på 5000 new zealandske heilpraktikeres vegne. Samme aften forfulgte man i en tysk nyhedsudsendelse personligt Matthias Rath med påstande om, at han… ”forførte stakkels patienter i sin kamp mod Codex, som han kun kæmpede, fordi han selv levede af at sælge og behandle med kosttilskud…” Interessant var det, at Codex Alimentarius-mødet slet ikke blev nævnt i den 10 minutter lange nyhedsudsendelse, som var så detaljeret, at den måtte have taget langt mere end en halv dags tilrettelæggelse, og altså ganske givet lavet til lejligheden på forhånd. CAs grundlæggende erklærede formål skulle faktisk være: - At sikre fødevaresikkerhed - At sikre handel og undgå handelsbarrierer Efter en gennemgang af deltagerlisten og efter at have deltaget ved mødet, må vi for det første konkludere, at der er byttet om på punkt 1. og 2. således at indtjening ser ud til at komme før sundhed. Kritikere af CA mener da også at handel fylder ca. 95 %, mens sundhed kun fylder ca. 5 %. Under punktet om globale retningslinier for modermælkserstatning, foregik der en intens diskussion, som delte de delegerede op i fattige udviklingslande kontra vestlige (mest europæiske) industrilande, idet disse naturligvis ofte har vidt forskellige interesser, både ernæringsmæssigt, politisk og økonomisk. Den vestlige modermælkserstatningsindustri er interesseret i at komme ind på udviklingslandenes kæmpe marked, mens udviklingslande som Indien og en del afrikanske stater, af helbredsmæssige- og økonomiske grunde, forsøger så længe som muligt, at give deres befolkninger mulighed for give sine børn modermælk. De fattige har sjældent adgang til rent vand, kan ofte ikke læse produktdeklarationer, og har sjældent råd til de for dem temmelig kostbare modermælkserstatninger. Pulvere som skal blandes med – rent! - vand i rette mængder, er ikke lige så brugbare for en moder i en fattig, afrikansk bjerglandsby med urent vand, som de er for en vesterlandsk moder, der dog har adgang til renere vand, og pga. sin økonomi og skolegang er bedre rustet til at blande et modermælkserstatningspulver. Forskning som viser at modermælk er sundest at give til børn op til 6 månedersalderen, manglede fuldstændigt i WHOs oplæg på CA-mødet. Overordnet var modermælksdiskussionen et bevis på, hvor umuligt det er, at sætte standarder, skabe retningslinier og anbefalinger der skal gælde for globale befolkninger, som har vidt forskellige forudsætninger, behov og interesser – og må siges at være en temmelig modsætningsfyldt opgave. CA pointerer desuden gang på gang, at CAs standarder kun er anbefalinger, som de enkelte regeringer kan vælge at rette sig efter. I realiteten er det dog ganske almindeligt, at regeringerne retter sig efter CAs gældende retningslinier, hvorfor det naturligvis er af stor vigtighed, hvilke retningslinier det er, man i dette forum enes om. Derfor er det selvfølgelig heller ikke uden betydning, at større biotek- og farmaceutiske industrier er rigt repræsenterede, mens kun få reelle forbrugerinteresser rent faktisk er repræsenteret, og at disses taleret kan ligge på et meget lille sted. Når man under diskussionspunktet om funktionelle fødevarer hører de selv samme argumenter for funktionelle fødevarer, som man ganske kort forinden under diskussionen om vitaminer og mineraler havde hørt imod vitaminer og mineraler, er det naturligt så småt at begynde at tænke på dagsordener af mere skjult karakter. Kritikerne af CA mener da også, at CA på længere sigt har til hensigt at opfylde to mere skjulte formål: 1. At transnationale stormedicinalindustrier enes om handelsregioner og på monopolistisk måde tilraner sig de respektive (kosttilskuds) markeder – hvilket ikke på nogen måde ser ud til at skabe sunde kvalitetsprodukter – snarere tværtimod. 2. At disse globale storindustrier desuden introducerer funktionelle fødevarer og genetisk modificerede organismer i mad og kosttilskud – og det på kosttilskuddenes bekostning. Det sidste er særlig problematisk set med en sundhedsbevidst forbrugers øjne, da både regeringer og forbrugerorganisationer her meget let bliver marionetter i et større manipulerende spil om forbrugernes ”sikkerhed” og monopoler, som det kan blive meget svært for dem at overskue. Gennem May Days GMO-Kampagne kæmper jeg for selv at få lov til at vælge, hvad jeg indtager. Jeg ønsker at kunne blive fri for gensplejsede organismer (GMO) i min mad og i mine kosttilskud, samtidig med at jeg arbejder for at bevare adgang til kosttilskud i de høje doseringer, som jeg finder nødvendige for at opretholde min livskvalitet og sundhedstilstand. Højdosis-kosttilskud kommer dog gerne overvejende fra USA, hvor størstedelen af madproduktionen efterhånden er baseret på gensplejsning, så hvis jeg ønsker et fortsat valg, må jeg holde godt øje med GMO (GMO-fri mærkning), også i visse kosttilskud. På mødet opnåede man desværre enighed om at regulere vitaminer og mineraler udfra såkaldte ”maksimumgrænser”, der dog langt mere ligner ”minimumsgrænser”, hvis man er vant til højere optimale og terapeutiske doser. Man talte om en positivliste over vitaminer og mineralstoffer samt om at indføre, at producenter fremover skal informere om procentsatser af den ”Anbefalede Daglig Tilførsel” (ADT / RDA) på emballager, hvilket efter May Days mening kun kan få forbrugerne til at tro, at de får langt flere næringsstoffer, end de rent faktisk får. Det er, hvad man normalt ville kalde ”vildledning af forbrugerne”, hvis et privat firma gjorde noget sådant, men det er tilladt, så længe det er de offentlige myndigheder, der gør det. Undskyldningen hedder ”forbrugersikkerhed”, fordi vi (dumme, uvidende, stakkels forbrugere) ikke må gå og tage alt for mange (optimale doser) af de såkaldt ”farlige” vitaminer og mineraler – for tænk nu, hvis det gavnede os for meget? Der var her man let kunne forledes til at tro, at man på mødet talte om at beskytte borgerne imod de tusindvis af dødsensfarlige kemikalier, som rent faktisk eksisterer på markedet i dag, men i stedet finder ud af, at det i virkeligheden drejede sig om de vigtige mikro- og makronæringsstoffer, som er livsnødvendige for vores krops eksistens, vækst, balance og energi. Det skal – ifølge Codex’ mange fødevarebureaukrater – nu blive sværere for forbrugerne at få adgang til gavnlige og komplet harmløse næringsstoffer i form af vitaminer og mineraler, som mange tager for at bevare deres gode helbred. Og det er her man må spørge, hvem det dog skulle gavne, andet end de stormedicinalindustrier, som kan få befolkningen som fremtidige kunder. På mødet refererede man til en nyligt udkommen undersøgelse foretaget af The National Academy of Sciences, USA / Canada, som konkluderede, at ”der er utilstrækkelig forskning til støtte for teorien om, at større doser antioxidanter som selen, C-og E-vitamin, caratenoider og betacaroten kan forebygge kroniske sygdomme”. Da ingen danske CA-delegerede endnu har læst denne undersøgelse, må vi vente med at omtale den i detaljer i et senere May Day-nyhedsbrev, hvor vi også gerne skulle få lejlighed til at uddybe problematikken om Codex Alimentarius’ globale, negative indflydelse på ernæring og folkesundhed yderligere. Intet er, hvad det giver sig ud for, når det gælder Codex Alimentarius, hvis øgede magt med tiden helt sikkert vil medføre indskrænket selvbestemmelse for befolkninger verden over, med hensyn til hvad og hvor meget de ønsker at indtage. Så vigtige beslutninger som frihed til selv at vælge ens mad, nutrienter og tage vare på sit helbred er nu overgivet til nogle hundrede fødevarebureaukrater, som regelmæssigt og uhindret mødes i stormedicinalindustriens højborg, Tyskland, fordi de mener at vide, hvad der er ”bedst” for os. |
Cancer |