|
Omrokering af dækstolene på TitanicEn eller anden observant person har en gang sagt, at «Amatører byggede Noahs Ark, professionelle byggede Titanic». Nuvel, efter at have deltaget i det sidste møde i Codex Alimentarius komitéen i Bonn i Tyskland sidste november, kunne jeg se at de professionelle var i gang igen. Det smukke sensommervejr i Bonn må have løftet deres ånd, for de professionelle udfoldede hele ugen stor energi med at smøre slisken for at søsætte deres Titanic. Som mange naturligvis vil erindre, er Codex Alimentarius et internationalt forum, superviseret af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og Fødevare- og Landbrugsorganisationen (FAO) under de Forenede Nationer (FN) med det sigte at etablere internationale handelsstandarder for fødevarer. De fødevarestandarder, som denne instans etablerer bliver støttet af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som med stor magt afgør handelsuoverensstemmelser mellem nationer ved klageafgørelser og dernæst ved at udskrive straffebøder til det anklagede land. WTOs afgørelser har fået lande som USA til at ændre dets interne lovgivning i overensstemmelse med WTO’s afgørelser. Katastrofe i vente For fjerde år i træk deltog jeg på mødet som delegeret. Jeg må igen takke (non-profit) forbruger- og helsefriheds-organisationen, National Health Federation, som sørgede for at jeg opnåede observatør-status ved 2002-mødet og for rejseudgifter og hotelomkostninger. Min delegation blev assisteret af Tamara Thérèsa Mosegaard fra May Day Danmark og Paul Anthony Taylor fra Storbritannien. Sammen gjorde vi vores bedste for at dæmme op for anti-frihedsbølgen; men desværre var NHF den eneste konsekvente helsefrihedsstemme på Codex-mødet. Ingen afstemninger Det er vigtigt at huske, at der med omtrent 50 lande og mere end 30 ikke-regeringsorganisationer (NGO'er) repræsenteret, ikke finder nogen afstemninger sted på disse møder. Dr. Grossklaus sidder ved mødelederbordet og afgør egenhændigt diskussionerne ved voldgift ved at benytte en procedure der charmerende kaldes for « samstemmighed ». Når han beslutter, at emnet har været tilstrækkeligt diskuteret, annoncerer han, hvad der er opnået enighed om og går videre til næste dagsordenpunkt. Enkelte gange, faktisk sjældent, lyder der misbilligende mumlen, hvis Dr. Grossklaus' beslutning ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, men for det meste forekommer der ingen udtryk for uenighed. Under alle omstændigheder "opnås" der enighed og diskussionen af det næste emne begynder. EU får, hvad EU vil have Igen og igen lagde jeg mærke til, at ordstyreren valgte at indføre netop den flertalsbeslutning som passede med den indstilling som EU-repræsentanten stod for.
Paradeforestilling « EU får, hvad EU vil have, » sagde jeg til ham og de øvrige tilstedeværende, ligesom jeg tilføjede, at der overhovedet ikke var samstemmighed til fordel for EU’s synspunkter. Jeg blev ikke stort overrasket over, at ingen øvrige delegationer støttede mig på dette punkt. Dr. Grossklaus, der så ned på mødegruppen fra sit dommersæde, fejede mine bemærkninger til side med et uanseligt « Jeg tilbageviser dine kommentarer som usande. » Paradeforestillingen fortsatte derfor med efterfølgende EU-formuleringer, som atter modtog forstående nik fra Dr. Grossklaus. På et tidspunkt retfærdiggjorde Dr. Grossklaus sin forfordeling af EU – uvidende om, at han modsagde hvad han senere ville fortælle mig, da han tilbageviste min klage over hans partiskhed – ved at meddele, at EU repræsenterede 15 lande, som om denne svage logik ville gøre nogen forskel. Hvorfor opregnede Dr. Grossklaus lande som var bundet sammen af en europæisk føderal union? Hvad med de 50 stater i USA? Hvad med Kina, som har en meget større befolkning end EU? Eller Indien? Måske skulle Dr. Grossklaus ud fra sin logik i stedet vægte sine beslutninger i forhold til kinesiske eller indiske synspunkter, da disse lande er de mest befolkningsrige overhovedet. Men nej, Dr. Grossklaus er borger i Tyskland, og dermed medlem af EU. Vi ved, hvor hans sympatier ligger, ligesom vi ved, hvor hans instrukser kommer fra. Sydafrika glimrer Hendes forslag til ændringer af Retningsliniernes formålsparagraf ville have medført, at Codex gav opbakning til de mennesker som « vælger en sund kost og supplerer den med de næringsstoffer, som kosten ikke indeholder tilstrækkeligt af i forhold til (kroppens) behov for at forebygge kronisk sygdom, og/eller for at fremme sundhed udover blot at forebygge mikronæringsstofmangler. » Fordi jeg havde kendskab til, at denne formulering ville blive foreslået, havde jeg bedt lederen af den amerikanske delegation, Elizabeth Yetley, om at støtte Sydafrikas forslag; men hun afslog, idet hun sagde, at sagen var tabt på forhånd. Så da emnet kom til diskussion var det kun NHF og the Council for Responsible Nutrition (CRN) som støttede Sydafrikas forslag. Det var ved denne anledning som ved så mange andre sådan, at jeg gentagne gange sloges verbalt med EU’s repræsentant, som hævdede at tale på EU-forbrugerens vegne. Det blev en ensom kamp. Fru Booyzen, der ikke lod sig sig skræmme af EU, veg ikke tilbage og
var langt mere verbalt udfarende ved dette års møde end tidligere.
Desværre forhindrede holdet bestående af ordstyreren og
EU-repræsentanten effektivt ethvert fremskridt væk fra kontrol og
restriktioner og den almindelige holdning, at vitaminer og mineraler
kun kan bruges til at holde de værste mangler stangen. Men ved at ile mod færre restriktioner baseret på falsk sikkerhed pga. « videnskabelig risikovurdering » udskifter de blot løsere håndjern til fordel for et strammere sæt. Tilhængere af den « videnskabelige risikovurdering »’s metode, som vil etablere sikre Øvre Grænser for vitaminer og mineraler mener, at de (kostbare) forsøg som vil og er blevet foretaget, vil vise, at grænserne vil blive sat højt, endog meget højt. Jeg håber inderligt at de får ret. Forskning designet til at skræmme Dette støtter hvad jeg i årevis har argumenteret for: Videnskaben er p.t. ikke nogen objektiv standard (hvis nogensinde), den er et redskab som kan formes til at støtte et hvilketsomhelst argument eller indstilling som brugeren måtte ønske. Hvis forskere ønsker at argumentere for at C-vitamin over en vis mængde er farligt, vil de finde eller kreere « videnskabelige » forsøg, som støtter deres påstand. Det er gjort tidligere, det samme gøres nu med EUs Videnskabelige Levnedsmiddelkomité, og det gøres ved hjælp af utallige falske forsøg som næsten månedligt publiceres i medierne for at skræmme forbrugere væk fra kosttilskud. Såkaldt videnskabelig risikovurdering er en fælde. Så ja, de alvorlige Øvre Grænser der ville have plaget os, hvis ADT-værdierne var blevet normen, er væk, men der bliver stadig etableret Øvre Grænser for naturlige stoffer som rent faktisk ikke behøver øvre grænser overhovedet. Samtidig bliver tid, energi og penge spildt på at sætte unødvendige standarder, som de nu udtænkes. Sætter vi da Øvre Grænser for vand, fibre eller mad? Mens vi kan ånde lettet op over at vi har undgået den elektriske stol, skulle vi ikke synge så højlydt, fordi vi er ved at blive ført ind i den fængselscelle, som vil blive vores hjem resten af vores liv. Fremtiden Atter andre, som har et mere kynisk motiv end disse professionelle, er redskaber og agenter for den farmaceutiske industri, der blot ønsker at kidnappe kosttilskudsbranchen og afholde den fra at konkurrere med den dødbringende medicin, som sælges. Mens vi befinder os på denne sørejse af forskriftmæssige opdagelser, bliver det mere og mere indlysende at vi alle i bedste fald er ved at omrokere dækstolene på Titanic. Hvis ikke dette monstrum radikalt ændrer sin kurs, og det snart, vil mange liv gå tabt. Undervisning, politisk handling, retssager og en koordineret indsats fra helsefrihedselskere er af altoverskyggende betydning. Hver især må gøre hvad der kan gøres, for at stoppe dette skibs fortsatte kurs mod katastrofen. Oversat og redigeret af T. T. Mosegaard & Alex Dybring |
Cancer |