Ny godkendelsesprocedure for pesticider i Europa?
En rapport fra EU-Parlamentet kræver reform af godkendelsesproceduren for giftige pesticider i Europa
Udgivet den 20. september 2018
Når nye sprøjtemidler skal godkendes til det europæiske marked, skal virksomheden fremsende en ansøgning til EU – til den myndighed, der hedder EFSA. Ansøgningen skal indeholde en sikkerhedsvurdering af det aktive middel og evt. hjælpestoffer. Problemet her er uafhængighed. Undersøgelserne, der ligger til grund for sikkerhedsvurderingen, er ikke offentligt tilgængelige og laves af industrien selv, og i EFSA sidder der folk med tætte bånd til industrien.
En rapport fra EU-Parlamentet kræver nu en ændring af godkendelsesproceduren for de giftige pesticider i Europa.
EU’s regler for pesticider (pesticidforordningen) skal forbedres, står der i en rapport fra et udvalg i EU-Parlamentet, der blev offentliggjort i dag. Rapporten kræver større gennemsigtighed, samt at offentligheden skal have adgang til de fulde undersøgelser, som EFSA bruger til deres vurderinger. Den siger også, at uvildige peer-reviewed videnskabelig litteratur skal vægtes lige så meget som industriens egne undersøgelser.
Et særligt udvalg, PEST udvalget, under EU-Parlamentet blev oprettet for at undersøge EU’s godkendelsesprocedure for pesticider efter uenighederne sidste år om EU’s beslutning om at godkende glyphosat i fem år mere. PEST-udvalgets rapport peger på manglerne i proceduren og kommer med forskellige anbefalinger. Rapporten kommer efter fem måneders drøftelser og høringer.
Pesticid Action Network (PAN) Europa (en international sammenslutning af 600 NGO’er, der samarbejder om naturligt landbrug og bekæmpelse af pesticidskader) er tilfreds med rapporten og understreger, at der er et stort behov for en reform af risikovurderingsproceduren for pesticider i Europa. PAN kommenterede i en pressemeddelelse, at kollaps af biodiversitet og dyrelivet i nærheden af landbrugsområder og den unormalt høje udvikling af sygdomme hos landbrugsfamilier og beboere i landbrugsområder viser, at mennesker og miljø ikke er tilstrækkeligt beskyttet mod eksponering af pesticider, hvilket ellers er påkrævet i EU-lovgivningen.
PEST-rapporten fremhæver adskillige mangler:
- Efter markedsføring er der mangel på overvågning af niveauet af pesticider, som miljøet og landmænd og beboere i landbrugsområder i realiteten udsættes for, og de deraf følgende negative virkninger skal vurderes.
- Kvaliteten, ekspertisen, uafhængigheden og gennemsigtigheden i sikkerhedsvurderingen af de aktive ingredienser og hjælpestoffer i pesticider skal forbedres. Der bør være større fokus på langtidstoksicitet og neurotoksicitet fra lave doser. Alle undersøgelser, der anvendes i vurderingen, skal gøres offentligt tilgængelige.
- Al tilgængelig videnskabelig litteratur skal anvendes i evalueringsproceduren – ikke kun eller hovedsageligt industristudier.
- En ansøgning skal kun godkendes, når den er færdig, og alle datakrav er opfyldt.
- Foranstaltninger til at mindske pesticiders virkninger bør indføres i medlemsstaterne, og deres effektivitet bør overvåges i realtid.
Rapporten kritiserer også den praksis, der blev brugt i EU’s glyphosatvurderingen, hvor de tyske myndigheder – Tyskland var “ansvarlig rapporterende medlemsstat” (RMS) om glyphosat – bare kopierede teksten fra industriens ansøgning uden at vedkende sig, at det var industriens vurdering og ikke deres egen uafhængige vurdering. Og EFSA baserede så sin vurdering af glyphosatens sikkerhed på det kopimateriale.
PEST-udvalget fordømmer denne plagiatpraksis. Udvalget mener, at den rapporterende medlemsstat skal evaluere industriens rådata uafhængigt og “tydeligt demonstrere … at alle undersøgelser er blevet ordentligt kontrolleret for deres relevans, videnskabelige kvalitet og gyldighed og om nødvendigt inkludere yderligere undersøgelser, der ikke blev betragtet som relevante af ansøgeren.”
PEST-udvalget anbefaler også, at “RMS bør begrænse gengivelse af afsnit til et minimum og kun til berettigede sager”. Udvalget insisterer også på, at når vurderingen foretages af ansøgeren, så bør det klart fremgå, hvad der er myndighedens vurdering og hvad der er ansøgerens vurdering, hvis der medtages passager fra ansøgningspapirerne.”
Mangler i PEST-rapporten
PAN udtrykte beklagelse over, at “man ikke anbefaler, at sikkerhedstest af pesticider bliver udført af uafhængige laboratorier i stedet for af pesticidindustrien”. PAN tilføjede, at rapporten heller ikke anerkender, at “alle eksperter, der er involveret i risikovurdering, bør være underlagt strenge regler om interessekonflikt. Enhver relation til kommercielle interesser bør udelukke eksperter fra processen samt fra udformning af testmetoder og retningslinjer for risikovurdering.”
Hans Muilerman, PAN’s europæiske kemikalieansvarlige, sagde: “PEST-udvalgs rapport nævner med rette mange af fejlene i den nuværende pesticidrisikovurdering, men undlader at inkludere uafhængige sikkerhedsprøvninger, som i øjeblikket udføres af industrien selv og ikke tager fat på den manglende uafhængighed i EFSA-paneler, hvor halvdelen af eksperterne har industriforbindelser og bør erstattes af akademiske forskere på topniveau.”
Oversat og redigeret af CR for May Day 6/10/2018
Skriv et svar