Om krop og sjæl

Af Lise Methling, sundhedsskribent, 2000

Det er jo en gammel viden, som i perioder er blevet noget forkludret, at krop og sjæl hører sammen og på mange måder ikke lader sig adskille.

Så når vi nu som forebyggelse har skåret ned på fedt, sukker, salt, alkohol, kaffe og tobak og er gået i gang med grøntsagerne, og vi så alligevel får ondt i maven eller hovedet, så kunne det måske være, fordi vi samtidigt har ondt i – skal vi kalde det sjælen.

Den amerikanske psykolog, William James, (sidste halvdel af 1800-tallet) mente, at enhver psykisk påvirkning har sit fysiske modstykke i kroppen, og siden hans tid har megen forskning vist, at en lang række fysiske sygdomstilstande sandsynligvis kan udløses eller forværres – af „negativt stress". Det vil sige ikke blot ulykker eller tab, men også langvarige problemer eller konflikter.

Den psykiske faktor er altså stærk.

Hvor meget tænker vi over det til daglig? Ser vi ikke lidt overlegent på det? „Nu skal vi jo ikke skabe os" – „Mennesker modnes i modgang" osv. Og så fortsætter vi måske med at bidrage til vore medmenneskers modning.

Eller hvad med denne her: „Det er sundt at komme af med sine aggressioner". Men da det jo ikke altid er så sundt for den, det går ud over, burde man måske anskaffe sig en boksebold i stedet for!

I øvrigt viser sproget os jo også, at det er gammel viden, at vi kan gøre hinanden syge ved at behandle hinanden dårligt: En „sårende" bemærkning – en „krænkende" (af tysk „krank" = syg) beskyldning – kan det egentligt siges tydeligere?

Og så kan man jo vælge at synke i knæ ved tanken om det ansvar, man har — ikke blot for sig selv, men også for andre. Eller man kan vælge den opmuntrende synsvinkel, at den psykiske faktor selvfølgelig ikke alene kan virke negativt, men også positivt, og at vi som følge deraf formentligt må kunne bidrage til både folkesundheden og nationaløkonomien med ret enkle midler.

F.eks. ved at ændre det adfærdsmønster, som dansk dramatik ofte giver indtryk af, er danskernes foretrukne: at vrisse eller snerre ad (eller ignorere) hinanden. Måske vi endda kunne mande os op til et lille smil eller to!

Og hvis man synes, det er politisk ukorrekt at gøre det for andres skyld, så kan man jo gøre det for sin egen! Så sandt som det jo forholder sig sådan, at „som man råber i skoven, får man svar".

Alt dette har jo noget at gøre med livskvalitet, lyssyn og optimisme, og det kan sommetider være svært at finde i en stresset og fortravlet tilværelse. Her kommer man jo – som så ofte før – til at tænke på Storm P.: „Man skal være optimist, Jensen". Ja, men det kniber jo lidt med at få tid, hvis man også skal passe sit arbejde".